Uld
Langt den største del af den uld, der anvendes i
sportsbranchen er fåreuld. Den er opbygget med skæl
omkring fibren, som på en grankogle, hvilket bevirker,
at ulden kan filtes til f.eks. jakke- og frakkestoffer,
men også at varen ved forkert vaskebehandling kan
stampe og blive hård.
Uldhår er dækket af et vokslag, som indeholder
lanolin, et fedtstof. Lanolinen fjernes for en stor del
og anvendes i kosmetikindustrien. Den resterende del er
med til at give ulden flere af dennes positive egenskaber
og dens smukke glans. Uldfibre sælges efter fiberlængder
i følgende kvaliteter:
Merino er den fineste kvalitet. Merino
er de korteste fibre, der er meget krusede, bløde
og med en mat glans.
Crossbred er en lidt grovere kvalitet end
Merino. Fibrene er længere, knap så krusede,
hårdere og mere glansfulde.
Grovuld har de længste fibre. Fibrene
er ikke egentlig krusede, men bølgede, hårde
og meget glansfulde. Det er den stærkeste type.
Udover disse kvaliteter findes følgende benævnelser,
som er aktuelle for sportsbranchen:
WOOLMARK
Dette kendte symbol garanterer, at varen indeholder mindst
95% ren nyklippet uld. Det internationale Uldsekretariat
tillader ikke over 5% effektgarn.
WOOLBLEND
Dette symbol garanterer at varen indeholder ren nyklippet
uld iblandet andre fibre. Den procentvise andel af uld vil
være angivet under symbolet. Minimum skal være
60%.
Her er et logo
80% NY ULD
20% POLYESTER
Opgave
Hvilke symboler kan du finde i dit eget tøj og hvad
betyder de?
Hvilke erfaringer har du haft med tøj som ikke holdt
sig pænt efter vask?
Hvorfor er det vigtigt at kunne huske symbolerne i tøjet?
Opgave
I hvilke sammenhænge bliver uld brugt i sportsbranchen?
Beskriv din erfaring med uld. Både fra dig selv og
fra butikken.
Hvordan vil du råde en kunde til at vedligeholde et
uldprodukt?
Egenskaber (+)
Stor slidstyrke (grove typer)
Minimal krympning
Krøller ikke
Høj absorberingsevne
Høj varmeisolationsevne
Stor smudsægthed
Egenskaber (-)
Kan filtre
Kræver korrekt vaskebehandling
Pilling
Kan angribes of møl
Kan give hudirritation
Vedligeholdelse
Man bør holde samme temperatur i hele vaskeprocessen.
Det anbefales at bruge sæbespåner eller specielt
uldvaskemiddel, hvilket beskytter den resterende lanolin.
I næstsidste skyl tilsættes 1/2 dl eddike, hvilket
gør ulden blød, klarer farven og neutraliserer
evt. sæberester. Centrifugeres i max. 1 minut - kan
evt. i stedet rulles i frottehåndklæder. Derefter
tørres varen udbredt på et håndklæde.
Ved en evt. rensning: Følg etiketten i varen.
Nogle uldvarer er blevet efterbehandlet, så de tåler
vask i maskine, dette skal da være angivet på
varen, som det er beskrevet under menupunktet "Efterbehandling".